Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Hvem var det, der skrev: Alting ligger bag alting. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Glemmes? Dette hurtige blik imod vandet.

Jeg er på den anden side. Fuglene hang på den blå, blå himmel. Ikke floderne i ørerne. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Vi er en samtale bag øjnene. Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig. Jeg lyttede til dit hjerte. Jeg skriver natten i gang, stille. Sætningerne er en ørken. Et genert, et intimt rum. Som en anden nat, hvor alting var lol lol og hektiske skrig i det fjerne.

Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.