Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne.

Stod imod, men gjorde intet. Ordene, syrlige rifter af blod. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Min skrift er farvet af sig selv.