Der falder binære sansninger ud af min mund. Under murbrokkerne. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Kalken. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Sætningerne er sarte kredsløb. De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Jeg hader at vågne og se dig vågne. Skyggerne skyggede.