ste denne forsigtige sammenhæng. Glasdråbehænder. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften.

Farvede et sår i dit første ord. Så var der en, der lyttede til skovene. De bløde bakker udenfor byen.

Regnvejrsmeteor. Den skrøbelige. Du, dine øjne.

Trak jeg de yderste bjerge?

Et. Lå vi.

Om overfladen. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Dansende, legende, lyttende. Var sætningerne et skred af betydning? Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Brev i april. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Vågnede. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til s�