På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. I den første nat så jeg kun det matte mørke.

Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Under den blå, blå himmel.

Om andre lande, andre folk. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Du foldede dig ind i mine ord.