Jeg sejlede mellem dine læber. Har vi øjne? Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår.

Jeg sejlede omkring på alt. Meningsfulde dage med noter, betragtninger.

Søge ly i den flod. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Hvad vil disse knuste sætninger? Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne. Men mit sprog er et landskab. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. På en.

Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre