Kan skriften være genert? Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Det generte i skriften. Søge ly. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. De yderste kyster, en grøn sten. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg, den skrøbelige sandhed. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Jeg tænker smukke øjne. I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. På et stort stykke hvidt. Nordlysets sitren i din stemme. Bøgerne var de eneste. Sætningerne er filtrede tråd