Kan jeg være? Hvad?

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen. Ring til mig. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. At forvandle dette rum. Når jeg faldt i søvn, lå der altid en fælde tilbage fra dagen. Du havde tabt en linje i min drøm. Jeg, den skrøbelige sandhed.

Blæste det virkeligt? Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. På et stort stykke hvidt. Oplæsning for intetheden. Jeg var i morges. Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Der var noget som åbnede sig. Bagefter sad jeg i timer og læste. I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Jeg har skrevet et kort. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Jeg har skrevet et kort t