Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Alting ligger bag alting. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Dette hurtige blik imod vandet. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Om andre lande, andre folk. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. Så var der en, der lyttede til skovene. Der er en som har vendt sin trøje omvendt