Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Alting ligger bag alting. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Dette hurtige blik imod vandet. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Om andre lande, andre folk. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. Så var der en, der lyttede til skovene. Der er en som har vendt sin trøje omvendt

Så trak dagen langsomt på øjne. Nede ved havet. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.

Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Jeg ryster en tilfældig bog. Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Hvad tæller du? Vi taler om andre betingelser for nærvær. Tågen i skovene i udsigten. Stjernekontinent. Rifterne, rifterne. Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Bag træerne. Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno. Du siger mit navn. Bagefter sad jeg i timer og læste. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Ring til mig. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Jeg elsker at se dig. Så var de

Jeg, ikke dig. Intimiteten, skriften. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Var jeg?

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Vi har øjne. Som at læse glemte aviser. Blå. I sollyset, en ædelsten. Alting ligger bag alting.

Da jeg lyttede blev jeg bange.

Kullet. Som i morges. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med!

Vi bliver verden.

Dansende, legende, lyttende.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Sådan så mine drømme ud. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Mine gadgets er hvide som dine knogler.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Derinde bag skoven.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt. Søge ly i den flod. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Jeg ville gerne give dig mine. Jeg var nøgen. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et

Er det? Træerne. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Når du rør mig er vi hinanden. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. For hvert lag af betydning i klipperne.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Sætningerne er sarte kredsløb. Brev i april. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Jeg skriver dagen igang, stille. Når du siger mit navn, svarer min krop.