Er det? Træerne. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Når du rør mig er vi hinanden. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. For hvert lag af betydning i klipperne.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Sætningerne er sarte kredsløb. Brev i april. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Jeg skriver dagen igang, stille. Når du siger mit navn, svarer min krop.