Vores. Intimiteten, skriften.

Og vi. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Sad jeg? Jeg har plads i min hud. Tingene tøver. Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. Regnvejrsmeteor. Hvor længe havde du drevet i vinden? Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Hvilke krystaller lyste i dine ord? Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder. Du foldede dig ind i mine ord. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Hvilken dag fulgte efter dagen?