Hvad skal vi med den voldsomme? I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg. Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Var det skovene?

Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Havde du fundet en grøn sten? Jeg læste dine linjer. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Jeg havde glemt den.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Og vi. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Når du siger mit navn, svarer min krop.

Omkring de tøven