At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Ikke var muligt at komme derud. Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed!

Bag træerne. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Farvede ordene milde. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om ensomhed, den grå tone af alvor i dine nye øjne.

Afsavn. Udsagn. Var det skovene du kom fra?

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Nu er der en uro i kroppen. Ordene, små toppe af skum.

I bussen til dig. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Jeg skrev mig vild i de dage. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Hvad skulle glemmes?

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

For hvert lag af betydning i stenene. Det er bare. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Sætningens ubeslutsomhed: De blå blink bekymrede mig ikke længere. Ordene, syrlige rifter af blod. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. Farvede lidt sort i din ørken. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg har dig. Du mod de kommende kyster.

Det er vinden gennem sivene. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Her er natten allerede langt bag mig. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Som at læse glemte aviser. Over murbrokkerne. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.