Sådan svarede du. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Og ord, og ord, og. Var det skovene du kom fra? Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Træerne. Der var en morgen, et stykke af himlen. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

På et stort stykke hvidt. Ikke den flod.Ikke den flod. Ikke den flod. Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Var der virkelig ild et sted?

Et rum, et rum. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Et genert, et intimt rum. Der var noget som åbnede sig. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Hvad med den himmel?

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Fuglene hang på den blå, blå himmel. Ordene flår i det inderste.

Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue.