Du kan være i dette landskab. Når du siger mit navn, svarer min krop. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Kan jeg skrive sådan? Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

Kan jeg skrive sådan? Sådan svarede du. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Sådan svarede du.

Stod imod, men gjorde intet.Stod imod, men gjorde intet. Stod imod, men gjorde intet. På en rude. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Ring til mig uden grund. Det gør ikke noget. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Kan jeg være i dette landskab? Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg skrev mig vild i de dage. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Glashænder.

Farvede ordene milde. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Solstorm. Dansende, legende, lyttende. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Hvor længe havde du drevet i vinden?

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen.