Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Det var ikke skovene jeg kom fra.

Du må ikke forsvinde. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Der var noget som åbnede sig. Og vi vågnede. Alting ligger bag alting. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Dine sætninger.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Der var intet som skulle glemmes.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Sådan er det. Vores land. Vores land.

Intimiteten i skriften. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Sådan er det. Vores land. Afsavn.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Alting ligger bag alting. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Og vi vågnede. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Et genert rum, et intimt rum. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Afsavn.

I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Udsigten var håbløs. I bussen skrev jeg en sms til dig.