Og en anden dag: Byen dovner lige himmelsk under himlens mørkt-mørkt. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Derinde bag ordene. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ.

Stolen jeg sad på knirkede i solen. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille). Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Jeg kunne glemme det, der glemmes.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Jeg på overfladen. Stod imod, men skrev: intet. Luften og jordens sange. Sætningerne er filtrede tråde. Ord. Sådan trak du de yderste bjerge.

Tingene tøver. Vi har travlt.

Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Stod imod, men gjorde intet. Kan jeg skrive sådan? I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Afsavn. Det var ikke markerne jeg kom fra.Det var ikke markerne jeg kom fra. Det var ikke markerne jeg kom fra. Det var ikke markerne jeg kom fra. Det var ikke markerne jeg kom fra. Min skrift er farvet af sig selv.Min skrift er farvet af sig selv.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Vi har de samme øjne. Sådan er det. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Jeg forsvinder ikke.

Ikke glemme floderne i ørerne. Jeg var i din krop, og du? Der var noget som åbnede sig.

Hvad tæller du til? Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Hvad skulle glemmes?

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Ikke var muligt at komme derind. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Altid er det dette langsomme blik. Gennem hullet i hegnet. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.