Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Pludselig faldt dine drømme. Og vi vågnede. Vidste du? Vidste du det? Du må ikke forsvinde. Skriv mig ind i dine læber.

Var du nattens fortvivlede stilhed? Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer.

Var det markerne du kom fra? Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse.

Et hav. Hvor længe havde du drevet i vinden?

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Ordene flår i det inderste. Kan skriften være genert? Du i mit vindue. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

Jeg forsvinder ikke. Og vi. Rundt omkring stod bjerge af andres ord.

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Byen. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Uden grund. Landet smuldrer, smuldrer.

Fra de lækreste gadgets finder vi en vej til at slå kedsomheden ihjel. Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. Det er noget med steder, som siver fra kodningen og fryser: alting stivnet. Der var et script der skyggede for solen.

Jeg er lost i en borderlinenat.

Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt. Du flasher dine moves i den lysende nat.

Som at skrive i koder. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Der er en, der forkæler mit mørke i den lysende fremtid (brb).