Landskab d 27.10.16 16:22:05 til 16:22:37

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting. Min ene pen er rød og den anden sort. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge.

Samtale d 27.10.16 15:43:13 til 15:44:55

Er du på den anden side? Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. På et stort stykke hvidt papir. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Du må ikke forsvinde.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Samtale d 27.10.16 15:40:25 til 15:41:14

Jeg tror, du havde glemt den der. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed. Det ,der hænger. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Blå. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds.

Hav d 27.10.16 14:09:19 til 14:11:09

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Jeg prøver at tale til dig igennem en lukket bog. Har vi de samme øjne? Du ville sige noget, du tav.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Ensomheden i linjernes fald. Det er bare. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol.