De matte hemmeligheder inde i træet. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. De matte hemmeligheder inde i træet. Grå. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Der lå figner på jorden.

Trak jeg de yderste bjerge?

Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Det tøj er min krop på min krop. Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Vi er det sarte, de stille. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Havde du fundet en grøn sten?

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Det er vinden gennem sivene. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Dagene. Ugerne. Vennerne. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Min ene pen er rød og den anden sort.

Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Jeg har skrevet et kort. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

Sad jeg alene?

Dine diamanter lyser i min mund. Den bekymrede er ude af sig selv. For hvert lag af betydning i klipperne. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Sætningerne er et hav.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Ilden. Dette langsomme blik imod stenene. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Dine diamanter lyser i min mund. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Nu er der en uro i kroppen. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Ring til mig uden grund. Solens sind. Sætningerne er et hav. Vi har de samme øjne. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Du må ikke forsvinde.

I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg tror, du havde glemt den der. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.