I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Bagefter sad jeg i timer og læste.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Senere i dine øjne. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Når du siger mit navn, svarer min krop. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Jeg hviskede ind i din drøm.

Var der virkelig ild et sted? Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. I bussen fulgte en samtale fraværet op. I den første nat så jeg kun det matte mørke. Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje.

Humøret blandt flowdiagrammer af mørke, af lys. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Har vi forskellige øjne?

Hvem var det, der skrev: Stod imod, men gjorde intet.

For hvert lag af betydning i stenene. Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme? At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Når jeg faldt i søvn, lå der altid en fælde tilbage fra dagen.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Det er wack! Lyset afventer afgang.

Kullet. Et udadvendt rum, et favnende rum. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Nu er der en uro i kroppen. Du må ikke forsvinde. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Intimiteten i skriften. Var det skovene du kom fra?

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Du kan være i dette landskab. Har vi de samme øjne? På en rude.

Jeg tror, du havde glemt den der. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Alting ligger bag alting. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Uforståelige sætninger at klæde sig iUforståelige sætninger at klæde sig i Uforståelige sætninger at klæde sig i Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Vi har travlt. I et efterår ville jeg være flov. Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Jeg ville gerne give dig mine. Dagen på vores øjne. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.