Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. I bussen skrev jeg en sms til dig. Og vi vågnede. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. I læberne og i huden.

Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den. Ofte falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skuldrene over månens sind. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille).

Du kan være i dette landskab. Du siger noget om solen. Jeg forsvinder ikke.Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Intimiteten i skriften. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Stolen jeg sad på knirkede i solen. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Sad jeg alene?

På et stort stykke hvidt papir. Sætningerne er et hav. Nu er der en uro i kroppen. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Om andre byer, andre verdener. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene.

Jeg var i din krop, og du? Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Sætningerne er et hav.

Og vi. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Var det markerne du kom fra? Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.