Pludselig faldt dine drømme. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Du siger noget om solen.

Jeg, jeg. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. I bussen var der en, der gik ud af sig selv. Ved den smuldrende beton.

Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Hvem var det, der skrev: Intimiteten i skriften

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Provinsen og gågadens sange. Jeg var nøgen i de dage.

Sletten forvandler sig til mørke og sten.

Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Sætninger. Jeg elsker at se dig. Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Intimiteten i skriften. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Jeg skriver dagen igang, stille.

Jeg sejlede omkring på alt. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Var det markerne du kom fra?

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Jeg ved vi forsvandt. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Der hang figner henover udsigten.

De yderste kyster, en grøn sten.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Var det markerne du kom fra? Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.