Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Du må ikke forsvinde. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Var jeg? Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Vidste du det? En regning. På et stort stykke hvidt papir.På et stort stykke hvidt papir.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Glashænder. Det var dine læber. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Kan jeg skrive?

En flamme slog op af min hals. Jeg var nøgen i de dage. Jeg var i morges. Var det markerne du kom fra?

Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Intimiteten, skriften. I det tidlige: æggemaden, tomaterne, den kolde øl. Du må forsvinde.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Jeg, den skrøbelige sandhed. Et brev. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Ikke den flod. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Når du rør mig er vi hinanden. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Din krop? Mail i november. Ikke søge ly i den flod. Afsindighed. Udsalgsvarer. Som nu. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Var der virkelig ild et sted? Lå vi. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden?

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Sådan svarede du.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn.

Jeg forsvandt. Oplæsning for intetheden. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.