Det her er ingen leg. Det er aldrig det hurtige blik. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden.
Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.
Nu er der en uro i kroppen.
Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.
Sætningerne er sarte kredsløb. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den. Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.
Vi er det sarte, de stille. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning.
Sletten forvandler sig til mørke og sten. Tågen i skovene i udsigten. Rundt omkring stod bjerge af andres ord.Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Rundt omkring stod bjerge af andres ord.
…brb… Du i mit vindue. Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt. Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt. Vi er et party. Jeg sejler: alting sejler! Kalken.
Vi stod derinde. Bøgerne hvilede omkring kaffen.
Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Om andre byer, andre verdener. To skjorter hænger til tørre i værelset, en er krøllet, den anden vil ikke rettes ud. Ordene flår i det inderste. Hvad skal vi med den voldsomme?
På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden.
I bussen fulgte en samtale fraværet op. Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt. Jeg skrev mig vild i de dage. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed.
I den første nat så jeg kun det matte mørke. Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo. Kald os for dulgte, for dansende dulgte kroppe; vi stråler i den fugtige sved! Nordlysets sitren i din stemme. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.
De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne
Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol. Kan jeg skrive sådan? Om landskabet stejler a white hunter, nearly crazy weiter, weiter fak! Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.