Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene. Der hang figner henover udsigten. Jeg sad alene i solen. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Udsigten var håbfuld. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm.

Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Min skrift er farvet af sig selv. Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende.

Solens sind. De første par nætter alene med altings standby: stød, stød stille. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Stolen jeg sad på knirkede i solen. Jeg er lost i en borderlinenat.

I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Sort. Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Træerne. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.