Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Afsavn. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Var disse linjer virkeligt virkelige? Uforståelige sætninger at klæde sig i Stod imod, men skrev: intet.

Jeg læste dine linjer Sætningerne er et hav. Afsavn. Udsagn. Jeg har skrevet et kort til dig. Hvem var det, der skrev:

Muren omkring ordene.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Om andre byer, andre verdener. Jeg tror, du havde glemt den der.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Nu er der en uro i kroppen.

Dagene. Ugerne. Vennerne.Dagene. Ugerne. Vennerne. Dagene. Ugerne. Vennerne. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Hvem var det, der skrev: Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.