Kalken. Brev i april. Jeg læste dine linjer Da jeg vågnede, var jeg sikker: Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Stod imod, men skrev: intet. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

Muren omkring ordene.