Pathos_AT_Diamonds_DOT_COM.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Muren omkring ordene. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Dine. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn.

Det var ikke skovene jeg kom fra. Vi er det sarte, de stille. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Jeg sejlede mellem dine læber. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. De yderste kyster, en grøn sten. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

På en rude. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. På en rude. Er du på den anden side af havet?

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Rifterne. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Vidste du det?

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Kan jeg skrive sådan? Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Alting ligger bag alting. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. På en rude.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Blæste det virkeligt? Sætningerne er. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Under den blå, blå himmel. Mørket kaldte vi bare for mørket. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.