Fuglene hang på den blå, blå himmel. Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Månens sind. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Det handler om overfladen. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Bøgerne tegnede deres egen retning. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. I bussen skrev jeg en sms til dig. Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav?

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Jeg ryster en tilfældig bog. Hvem var det, der skrev: Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Mørket kaldte vi bare for mørket. Det var før du. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Vi sad alene i natten. Sandet. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest.

Sådan svarede du.

Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. Uforståelige sætninger at klæde sig i Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Du må forsvinde. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. For hvert lag af betydning i stenene. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Noter. Beskrivelser.

I bussen til dig. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. I læberne og i huden. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. På et stort stykke hvidt papir. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Dine sætninger. Hvor vil det ødelagte sprog hen? På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Det var før du kunne forsvinde.