Var sætningerne et skred af betydning? Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Sætningerne er et hav. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Udsigten var en fuck-up-store. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Derinde bag skoven. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Træerne. Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt.

Som nu i morges: Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Ikke floderne i ørerne. Som nu i morges:

Vores land. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Som nu i morges:

Det giver mening.

Der var noget som åbnede sig. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Diamanterne.

Hvem var det, der skrev: Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.

Det jeg kom fra.. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Sætningen løb videre igennem kæben. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Sætningerne er et hav. Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav? Farvede ordene milde.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Et brev. På et stort stykke hvidt papir. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Jeg på overfladen.

De vigtigste. Har vi de samme øjne? For hvert lag af betydning i klipperne. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Der løb sætninger ud af dine bryster, die, die, die. Kalken. Markerne, du?

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Ikke var muligt at komme derud. Jeg gik ture alene, lyttede til andres kærlige samtaler. Oppe på bakken. Farvede lidt sort i din ørken.

Var det alligevel koderne, systemerne? Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet.

Intimiteten i skriften Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Regnvejrsmeteor. Jeg skriver dagen igang, stille. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede?