Hver dag fyrer vi op under planeterne. Hvilken nat fulgte efter natten? Havde du en sten?

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Det var ikke markerne jeg kom fra. Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Var der virkelig ild et sted? Afsavn. Udsagn. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Dansende, legende, lyttende. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. Uforståelige sætninger at klæde sig i

Men mit sprog er et landskab. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Kan jeg skrive sådan? Sætningerne er et hav. Om andre byer, andre verdener.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Et brev. Bøgerne tegnede deres egen retning.Bøgerne tegnede deres egen retning. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Det dybeste af alt er huden. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Det dybeste af alt er huden?

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Dette hurtige blik imod vandet. I bussen skrev jeg en sms til dig. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille). Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Vi er fresh af forelskelse, knus solen og månen mod vores læber: until dawn! Yir! Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Hvad skal vi med den voldsomme? Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Jeg skrev intet ned i den periode.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.