Vi stod og lyttede. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ. Et stort papir. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. At forvandle dette rum til et andet.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Kan jeg skrive sådan?

Stolen jeg sad på knirkede i solen. Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. På en rude. Badeferien. Årene. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Det her er ingen leg. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Sort.

Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. Gennem hullet i hegnet. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Stjernekontinent.

Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Stjernekontinent. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Farvede et sår i dit første ord. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

I bussen fulgte en samtale fraværet op. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Farvede ordene milde. Farvede et sår i dit første ord. Når du siger mit navn, svarer min krop. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Muren omkring ordene. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Det er bare.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.