Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed.

Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno. Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde. Bøgerne kunne ikke åbnes, de var koder af sprog. Oplæsning for intetheden.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Fra de lækreste gadgets finder vi en vej til at slå kedsomheden ihjel.

Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Når du siger mit navn, svarer min krop. Jeg skrev mig vild i de dage. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav?

Stjernekontinent. Jeg gik i den vildeste drone mens himlens funk trak i tøjet til natten tog over. Var jeg stille?

Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Jeg kunne mærke dit hjerte.

Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Du i mit vindue.

Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet.

Bag træerne. Badeferien. Årene. Og dén himmel; det var en sindssyg nat.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Oppe på bakken.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Oplæsning for intetheden. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Ok, svarede du.Ok, svarede du. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.

Kan jeg smile i dine sætninger?

Den sindssyge himmel. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Som at læse glemte aviser. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Lysene lyste. Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne. Har vi de samme øjne? De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig. I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more). På en rude.