Jeg tegner dine diamond-eyes i et par strofer af wow. I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more). Af alt det kroppen også er. Ikke var muligt at komme derud.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Derinde bag ordene. Hvilken nat fulgte efter natten? Intimiteten i skriften De første par nætter alene med altings standby: stød, stød stille. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme?Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme? Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme? Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme? Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme?

På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys. Du skrev ikke længere. Jeg var nøgen. Kalken. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

På en rude. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken. Om andre byer, andre verdener. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Bagefter sad jeg i timer og læste. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.