Vi har hverken gardiner eller travlt. Du må ikke forsvinde. Har vi forskellige øjne? Var disse linjer virkeligt virkelige? Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. I læberne og i huden. Og ord, og ord, og. Farvede ordene milde.

Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Der var noget som åbnede sig.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.

Her er dagen allerede langt foran mig. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Her er dagen allerede langt foran mig.

Træerne. Jeg var i din krop, og du? I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Du siger noget om solen.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Jeg sad alene i solen. Derinde bag skoven.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Hvem var det, der skrev: I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik.Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Under den blå, blå himmel.

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Over murbrokkerne.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Farvede ordene milde. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Blæste det virkeligt? At forvandle dette rum til et andet. Blå. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Var disse linjer virkeligt virkelige? Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Skyen skjulte noget for fuglene. Var jeg stille?

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Oppe på bakken. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.