At tegne øjne i sætninger. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Det var ikke skovene jeg kom fra. Som nu i morges: Jeg har skrevet et kort til dig.

Det var før du kunne forsvinde. Ikke glemme floderne i ørerne. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Nu skriver jeg igen på det stille. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Brev i april.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Jeg forsvinder ikke.

Vi har de samme øjne. Dine sætninger. Du siger noget om solen. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Det var før du kunne forsvinde.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Det var ikke skovene jeg kom fra. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Den sindssyge himmel. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Sandet.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. I bussen skrev jeg en sms til dig. Et genert rum, et intimt rum. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid.Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

En regning. Ilden. Et bart stykke at gumle på, sådan er poesien i de mindste detaljer. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Jeg skrev intet ned i den periode. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Jeg gik ture alene, lyttede til andres kærlige samtaler.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. I den periode: udsigten, stilheden.

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Vidste du det?Vidste du det? Vidste du det? Bøgerne hvilede omkring kaffen. Vores land. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Intimiteten i skriften. Vidste du det?

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Hvad skulle glemmes? Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Du må ikke forsvinde. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.