Intimiteten i skriften Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Jeg forsvinder ikke. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

I huden. Og dén himmel; det var en sindssyg nat. Du må ikke.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Du må ikke. Den højrenationale himmel. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Sætningerne er et hav. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Jeg har skrevet et kort til dig.

Ikke var muligt at komme derind. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Jeg sad alene i solen. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Hvem var det, der skrev: Du skrev ikke længere. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.