I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Du kan være i dette landskab. Du siger noget om solen. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Derinde bag skoven. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Afsavn. Et genert rum, et intimt rum.

Blå. Og vi vågnede. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Hvilken nat fulgte efter natten? Blå. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Hver dag fyrer vi op under planeterne. Gennem hullet i muren. Det var ikke markerne. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

Det var ikke markerne. Ikke glemme floderne i ørerne. Blå.Blå. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Ordene, små toppe af skum. Sandet. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Ikke søge ly i den flod. Giver det mening? Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Det var ikke skovene jeg kom fra. Kan jeg være i dette landskab? Hvad tæller du til? Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

På et stort stykke hvidt papir.

Ved den smuldrende beton. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Gennem hullet i min hjerne. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting.

Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Og vi vågnede. Under den blå, blå himmel. Ikke var muligt at komme derind. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Mørket kaldte vi bare for mørket.Mørket kaldte vi bare for mørket. Mørket kaldte vi bare for mørket. Mørket kaldte vi bare for mørket. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Skriv mig ind i dine læber. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.