Jeg bladrer i en tilfældig bog. Dette hurtige blik imod vandet. Så var der en, der lyttede til skovene. Et genert rum, et intimt rum. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.

Har vi de samme øjne? Jeg skriver dagen igang, stille.

Som nu i morges:Som nu i morges: Som nu i morges: Som nu i morges:

Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Ilden.

Det her er en leg. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje.

Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed!Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed! Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed! Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed! Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed!

I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Når du siger mit navn, svarer min krop. Du, du. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Stolen jeg sad på knirkede i solen. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Afsindighed. Udsalgsvarer. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Stofferne. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Solens sind. Nede ved havet. Whatever; nat efter nat. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Den sindssyge himmel. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Brev i april.

Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger. Ikke var muligt at komme derind. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Nordlysets sitren i din stemme.

Det er wack! Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Du, du. Du siger noget om solen. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Afsavn. Udsagn. Jeg var i morges.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Det handler om overfladen. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.