Når dit navn igennem sandet. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Dine diamanter lyser i min mund. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Du kan være i dette landskab.

Du må ikke forsvinde. Det var ikke skovene jeg kom fra. Vi har øjne. Ved den kyst, havets langsommelighed. Alting ligger bag alting.

Giver det mening? Jeg er på den anden side af havet. Et brev. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Du trak de yderste bjerge. På et stort stykke hvidt papir. Det handler om overfladen. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Vi, hudløse. Du siger noget. Sådan er det.

At forvandle dette rum til et andet.

Jeg sejlede omkring på alt. I hver nat gled rester af betydning med dig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Sammen lå vi og kortlagde: Et genert rum, et intimt rum. Så var der en, der lyttede til skovene. Nu er der en uro i kroppen.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Der var noget som åbnede sig. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Under den blå, blå himmel.

Ilden. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Du ville sige noget, du tav. Der var noget som åbnede sig. Jeg har skrevet et kort til dig. Der er en, der forkæler mit mørke i den lysende fremtid (brb).

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Farvede ordene milde. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. For hvert lag af betydning i stenene. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Jeg skriver dagen igang, stille. Kan jeg skrive sådan? Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.