Jeg sejlede omkring på alt. Hver dag gled med mig videre.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Et genert rum, et intimt rum. Der åbnede sig. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden.

Vi er fresh af forelskelse, knus solen og månen mod vores læber: until dawn! Yir! Solens pind. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Du i mit vindue. Som at læse glemte aviser. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Du siger noget, det lyder lidt high-tech (domænecrash!). Her er natten allerede langt bag mig.Her er natten allerede langt bag mig. Her er natten allerede langt bag mig. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Den skrøbelige. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Vores. Vi, vi. Den sindssyge himmel. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Hver dag fyrer vi op under planeterne. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Lysene lyste. Var det skovene du kom fra? Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Sad jeg alene? Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Nede ved havet. Månens sind. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Som at læse glemte aviser.

De vigtigste. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Regnen, vinden imellem dine læber. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Du må ikke forsvinde. Og vi vågnede. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Du kan være i dette landskab. Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.