De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Træk sletterne helt ned til klipperne. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Nu sejler jeg bare i version .. Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow!

I bussen skrev jeg en sms til dig.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Ikke glemme floderne i ørerne. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Noter. Beskrivelser. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Du kan være i dette landskab.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Sandstorm. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Der løber ord ud af min hud. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.

Du siger noget om månen. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Ved den smuldrende beton.

Det var dele af dine koder der sled kys fra et lukket system.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more). Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Og dén svimlende sindssyge, pop-up-love-story.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Dine diamanter lyser i min mund.