Alting ligger bag alting. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Vidste du det? Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Intimiteten i skriften

Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller.

Om andre byer, andre verdener. Om andre lande, andre folk. Hvor længe havde du drevet i vinden? Uforståelige sætninger at klæde sig i Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Sandet.

Du ville sige noget, du tav. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Glashænder. Om andre universer, andre stjernesavn. Sætningerne er et hav.

Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav? At tale var blevet uoverskueligt. Om andre universer, andre stjernesavn. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

De bløde bakker udenfor byen. Jeg skriver dagen igang, stille. Afsavn. Udsagn. Var der virkelig ild et sted?

Ordene, små toppe af skum. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Intimiteten i skriften

Sandstorm. Du siger noget om månen. Det dybeste af alt er huden?

I bussen var der en, der gik ud af sig selv. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Stjernekontinent. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Hvad vil disse knuste sætninger? Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.

Tingene tøver. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Var der virkelig ild et sted? Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Blæste det virkeligt?

Nu driver mine visioner ud af tangenter og tastaturets heftige, heftige lys. Jeg prøver at tale til dig igennem en lukket bog.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Du siger noget om solen. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Under den blå, blå himmel. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.