Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne.

En regning.

Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Var det bare regnen?

Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed! Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Stjernekontinent. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt.

Sandstorm. De yderste kyster, en grøn sten. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den.

Træerne. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Udsigten var håbfuld. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Jeg skrev mig vild i de dage.

Bøgerne var de eneste. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. I den periode: udsigten, stilheden.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Luften og jordens sange. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Min skrift er farvet af sig selv.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Hvad med den himmel? Fra de lækreste gadgets finder vi en vej til at slå kedsomheden ihjel. Asfalt. Ubeslutsomhed. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe.

Intet bag alting. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden. At forvandle dette rum til et andet. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs.

Et brev. Sætningerne er et hav. Det dybeste af alt er huden. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Bøgerne kunne ikke åbnes, de var koder af sprog. Og en anden nat: Stationsbygningen, samtalerne derinde.