Du trak mig med til de yderste bjerge.Du trak mig med til de yderste bjerge. Du trak mig med til de yderste bjerge. Du trak mig med til de yderste bjerge. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Uforståelige sætninger at klæde sig i.Uforståelige sætninger at klæde sig i. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Ikke søge ly.

Dine sætninger. Sætningerne er et hav.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

De vigtigste. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

Jeg er på den anden side af havet. Du trak mig med til de yderste bjerge. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Skriv mig ind i dine læber. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Ring til mig uden grund.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Giver det mening? Intimiteten i skriften. Var jeg stille? Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Hvad skulle glemmes? Var jeg stille? Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Du må ikke forsvinde.

I læberne og i huden.I læberne og i huden. I læberne og i huden.

Hvad tæller du til? Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.