Som nu i morges: Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Jeg var nøgen i de dage. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Vi har hverken gardiner eller travlt.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Det var ikke skovene jeg kom fra. På en rude. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Uforståelige sætninger at klæde sig i

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Mørket kaldte vi bare for mørket. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Ilden. Har vi de samme øjne? Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Luften og jordens sange. Rifterne.

Det er bare. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Ordene, små toppe af skum. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Bordet vipper. Ordene, små toppe af skum.

Sætningerne er et hav.

Lyskrydset. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Sandet. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Er du på den anden side af havet? De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Vi, de uddøde arter. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Da blev jeg bange. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Du kom fra?

Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Vigtigste. Vi har hverken gardiner eller travlt. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.