Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Jeg har skrevet et kort til dig. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Sandet. Dine læber, dine læber, dine læber. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Havde du fundet en grøn sten? Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Du trak de yderste bjerge. I hver dag gled rester af betydning med mig videre