Sandet. Dine læber, dine læber, dine læber. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Havde du fundet en grøn sten? Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Du trak de yderste bjerge. I hver dag gled rester af betydning med mig videre